markprøve

Breton's

til

jagt

Breton's

til

Prøver

Kennel Kuhlmann's

Markprøve Nej, Jagthund Ja.


Jeg hedder Benny Kuhlmann, bor i Bogense på Nordfyn og har været medlem af kaffeklubben siden 2010.


Mine forældre fik deres første breton i 1983, så jeg er vokset op med racen. Det var faktisk deres tidligere genboer Kaj og Else Rasmussen også fra Bogense , der introducerede os for racen. Det var også dem, vi købte vores første hvalp af. De er nu også medlemmer af kaffeklubben.


Mine forældres næste breton fik de i 1993, hun blev mor til 3 kuld hvalpe. I kuldet fra

1997 fik både vi og Kaj og Else en tævehvalp, og i 1999 beholdte de også en tæve fra kuldet. Det var ikke planen, men hun var den sidste tilbage, så hun fik lov til at blive tilbage.


Min far var ivrige jæger og havde også sine meninger, markprøvehunde var ikke noget, han kunne se det store i, nej det var jagthunde som mine forældre avlede. Han blev syg midt i december 2001 og døde den 9. februar 2002, så jeg stod i en alder af 19 år, stadig i lære, med en konsortieplads og 3 jagthunde som jeg overtog fra ham.


Da den gamle hund døde i 2004, købte jeg så min egen første hund, en f.t spaniels, og i

løbet af 2007 og 2008, mistede jeg de to gamle bretons.


Nu skulle jeg have købt en ny breton, og i 2008 gik jagten ind. Jeg var så heldig at Ole Darman lige havde fået hvalpe og der var en tæve tilbage Og med Bimudos Bonnie, startede jeg træning i breton regi, i det som i dag bliver kaldt Kaffeklubben. Det har så givet mig utroligt mange nye venner, alle sammen med jagt og breton som hobby.


Bonnie er en rigtigt god jagthunde med sine egne meninger, nogle kalder hende endda en diva! Når folk har trænet sammen med os, så har de sikkert grinet lidt bagefter. Men har de set hende på jagt, så kan de godt forstå vores motto; "Apporteringstræning er for amatører, profferne gør det på jagt i stedet, gerne på fugle, der ikke er skudt for godt, både på land og i vand".


Jeg ville faktisk gerne have haft en hvalp efter hende, men det ville ikke lykkes, så i  vinteren / foråret 2013 gik jagten ind på min første markprøvehund, og havde min far vidst dette, havde han nok vendte sig i graven.     

     

Jeg kørte til Videbæk for at se Bretonklubbens vinderklassen og efterfølgende weekend til Valsgård for at se den udvalgte avlstæve, Engbjergvejens Abelone og hendes afkom. Jeg blev skreven op til en hvalp efter hende og lørdag den 22/6 ringede Kenneth, og sagde at min nye hund Klaphattens Dudi var født.


Hun er godt bygget og blev bedste tæve i juniorklassen på FJD udstillingen på Fyn og nummer 2 i Mou i 2014. Jagtsæsonen kom og jeg havde besluttet, at hun ikke skulle bruges til ret meget jagt den sæson, da hun skulle stilles på en markprøve om foråret. Jeg gik rimelige meget på jagt, og fik ikke rigtig trænet Dudi i jagtsæsonen, og lige pludselig var det forår!


Vi startede så småt med marktræning, små korte ture for os selv. Vi var en tur oppe hos opdrætteren, og her gik det sådan set rimeligt. Hun kunne finde fugl, men lydigheden fik en påtale, "Hjem og træn dæk".


Næste træningstur var hos Kaj. Her deltog Anoq, Tjalfe, Indi og Dudi. Dudi var på haretur og råvildt fod, og der var ingen fugle til hende. Anoq blev skadet, så eneste hund, der kom i fugl var Tjalfe og John med en perfekt situation for agerhøns.


Dagen efter havde vi fælles træning i Kaffeklubben, Dudi finder fugle og har stand, men fuglende går og så praller hun ud over en vej, som normalt næsten er øde. Denne dag var

der en bil, og jeg var heldig, at hun ikke bliver ramt. Efter hun mister kontakten med fuglene kom hun tilbage, hvor hun støder en hare, og så gik den vilde tur igen!

DÆK lydighed.


Weekenden efter kørte vi til træning ved opdrætteren. Træning var mest af mig, jeg skulle nemlig lære, at manglede konsekvens giver en ulydig hund. Så jeg fik nogle fif og en masse motion, med at hente hunden, når den lavede noget forkert. Jeg tror aldrig, at jeg har løbet så meget, som jeg har gjort dette forår. Jeg fik også en træningsdag på Sjælland, for at se efter harer, men de sad så løst, at de løb inden hunden kunne se dem. Her var der også masse af fif og et godt råd; "Stil ikke den hund endnu, vent og træn noget mere og meld så tidligst til, til vores hovedprøve".


Jeg fulgte rådet, og hun blev først tilmeldt hovedprøven, for skulle jeg føre hund, var det jo nok nemmest i unghundeklassen. Så gik den lokale træning for alvor i gang. Kaj og Indi måtte stå for tur, vi kørte træning om morgen, inden jeg skulle på job klokken 9, så begyndte det for alvor at tag fart med lydigheden og fuglebehandlingen. Den ene morgen

fik hun 4 gange fugle på samme mark, hvorefter hun blev koblet. Hverken Kaj eller

mig kendte det store til træning på mark, så alle vores slip var fra

ca. 45 til 75 minutter.

De havde fået fart, på de 2 små sorte hunde.


Weekenden inden vores hovedprøve gik tingene op i en højre enhed, vi havde træning i jagtforeningen, hvor HELE 4 hunde var tilmeldt, den ene blev trukket på dagen, da den var løbsk. Sidste slip var Dudi og makkerhund ude, hunden slog nogle gode slag og opnår stand, makkerhund kommer op og snuste hende i røven, og selv med den provokation, blev hun bare stående. Hun rejste på ordre parhøns, og der var ro i opfløj. Så gik vi tilbage og tog sidste del af marken, hun slog lige et enkelt slag og havde igen stand og samme fine behandlingen af singelhøne. Det var så vores store dag. Jeg var helt oppe og køre og på vej hjem, fik jeg da også lige ringet til opdrætteren, for at fortælle lidt om dagens træning,


Så blev programmet for hovedprøven lagt på nettet, start sted var Stouby. En enkel bretonmand fik sagt til mig, at det var et svært område, og havde jeg ikke nerver inden, så fik jeg det der. Efter lidt skriveri med Jan Larsen, fik han mine nerver ned igen. Bilen blev pakket torsdag aften, og så var vi klar til en hyggelig weekend i breton regi.


Første slip var Dudi ude med Strandbys Bon. Slippet gik fint og begge hunde fik vist fart og stil, der var ingen fugle i slippet. Næste slip fik vi med Atlas, som er ejet af PVN. Uha et slip med en meget erfarne hundemand var nu en realitet, og ikke nok med det, så var vi kommet i kuperet terræn Vi skulle starte ned af en bakken, begge hunde slippes og de lå søget op over bakken. Jeg havde fået at vide, at man skulle stole på hunden og lade den arbejde. Første hund der kom tilbage var Dudi, hun slog et slag på venstre side og løber derefter ca. 20 meter og så var der stand, hånden op og dommeren giver lov til at rejse, hun rejste på kommando og det første der kommer på vingerne er 2 lærker, og derefter et par agerhøns, og der var komplet ro i opflugt og skud.


Efter næste slip kom dommeres kritik og Dudi fik sin 1.pr, og så var vi med på sidelinjen resten af dagen, da sidste slip er over køre vi til Bygholm Landbrugsskole, for at mødes med de andre deltagere. Da jeg jo aldrig før har været deltager på en hovedprøve, gik der måske lige lovlig meget fest i det den fredag nat, nogen skal jo lære det på den hårde måde, og det blev så mig. Kunne man have oddset på, om jeg kom til prøve næste morgen, ville de have givet godt igen. De fleste af dem, jeg kendte, havde vidst ikke regnet med at jeg dukkede op. Selv min chauffør, som jeg havde shanghajet omkring midnat, havde opgivet mig, og var på vej over i en anden bil.


Anden dag startede og første slip var med Elling Å's Kado og de gik begge stort og flot,

men der var ingen fugle i slippet. Næste slip var med Dudi’s bror Dixon, Dudi finder fugle og Dixon kommer til og de går i fællesskab parhøns op og de praller et stykke. Så blev det middag og helbredet var bestemt ikke blevet bedre af den friske luft. Tømmermænd og markprøve er ikke noget, der hører sammen! Dudi fik et slip mere, og her gik hun igen stort og flot, og hun opnåede stand et stykke fremme. Jeg fik markeret til dommeren, imens jeg bragte mig i jagtbar situation. Dudi avancerede

villigt på ordre, virkede dog lidt usikker, og parhøns letter ret foran, der var ro i opfløj og skud. Det var dagens sidste slip og Dudi fik endnu en 1 pr.


Så var det matchning.

 

Da vi kommer frem er der lige lidt lykønskninger til de andre der har fået præmier på dagen, så går lodtrækning i gang.


Jeg har jo aldrig før været med til matchning, heller ikke som tilskuer, så reglerne var ikke helt klare for mig. Lodtrækningen bliver, at Dudi skal ud med Strandbys Anoq. Vi har jo trænet sammen i foråret, og jeg vidste,at hun var lidt langsommere end ham. I min lille verden, havde jeg den forståelse, at en hund gik videre og en røg væk, så jeg og Dudi var allerede væk i mine tanker.


Men sådan var reglerne ikke, Dudi og Anoq havde et fint slip sammen og begge hunde var videre, henholdsvis som nummer to og fire. Da kommer opdrætterne lige forbi, for at sige, jeg er eneste tæve som er med videre. Jeg får vist sagt, i tømmermændenes tegn, om det er godt.


Dudi kommer nu ud i slippet mod Athos og han vælger at gå bagud, så jeg tager det stille og roligt, men der går ikke længe inden Athos igen er på linje og hundene går frem i terrænet. Athos opnår stand og Dudi stjæler standen og fuglene går, så var den matchning slut.


Om aftenen var der festmiddag og præmie overrækkelse, helbredet var blevet bedre og jeg nød da også et par genstande til middagen. Resultatet blev at Strandbys Anoq vandt rypen og blev bedste unghund, nr. 2 var Kenzo. Og Klaphattens Dudi, som blev bedste unge tæve, så jeg var stolt, da jeg skulle hente mine præmier.


Hovedprøven var godt arrangeret, der var breton folk fra nær og fjern, som alle var fantastisk selskab både før, under og efter prøverne. Nu gælder det for mit og Dudis vedkommen åben klasse, så vi må hellere få strammet op på lydighed og dækøvelser!


Jeg glæder mig allerede, til vi igen mødes på marken til træning og prøver. Så herfra en stor tak, til alle dem der har været med på sidelinjen til dette vanvittige projekt, jeg har begivet mig ud på, uden jeres hjælp, var vi ikke nået hertil.                     


Benny Kuhlmann


Kennel Kuhlmann's - v / Benny Kuhlmann - 5400 Bogense - bkuhlmann@e-mail.dk - 29907271